05. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Årets arkitekturpriser 2026: Syv byggerier og anlæg belønnes for god arkitektur

Traditionen tro har Kolding Kommune uddelt priser og hædrende omtaler til en række byggerier og anlæg på Arkitekturens Dag, der i år blev markeret mandag den 5. oktober over hele landet.

Årets arkitekturpriser 2026: Syv byggerier og anlæg belønnes for god arkitektur
Af: Kolding Kommune | Foto: Kolding Kommune/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Årets priser og hæder blev uddelt i Midlertidigt By-Lab i Jernbanegade i Kolding af formand for Plan- og Teknik udvalget Tobias Jørgensen på vegne af årets bedømmelsesudvalg.

Han er glad for, at der igen i år var stor variation i de indstillede emner:

Det er dejligt at se, at kommunens borgere og andre aktører gør sig umage med både at bevare og udvikle de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, der er i kommunen. Alle de indstillede emner lever op til kommunens arkitekturpolitik og de pejlemærker, der er i den. I år har det især været omkring identitet og historie, fællesskab, fleksibilitet og brug af materialer. I bedømmelsesudvalget har vi også med glæde bemærket, at der er flere husejere, der har vist gode eksempler på nænsom omdannelse eller istandsættelse af deres boliger, fremhæver Tobias Jørgensen.

Bedømmelsesudvalget valgte i år at præmiere en tilbygning og et anlæg og give hædrende omtale til yderligere fem byggerier og anlæg. Derudover kunne borgerne stemme på deres favorit.

Årets priser og hædrende omtaler gives til byggerier og anlæg, der er færdiggjort inden for det seneste år. Kommunens borgere har også haft mulighed for at indsende forslag.

Prisbelønninger

Tilbygning til Lunderskovhallen

for:

..at styrke et af byens vigtige mødesteder gennem god rumlig forståelse og arkitektonisk kvalitet

Bygherre

: Lunderskovhallen

Promenade, højvandssikring og pumpe-sluse ved Marina Syd

Bedømmelsesudvalget prisbelønner det samlede anlæg af klimasikring og promenade ved Marina Syd for:

..en smuk, inviterende og funktionel havnefront med arkitektur og materialer af høj kvalitet

Bygherre

: BlueKolding og Kolding Kommune i nært samarbejde med Kolding Lystbådehavn

Rådgivere, promenade

: Schønherr, Rambøll, Munck Havne & Anlæg

Rådgivere, pumpe-sluse

: COWI & Arkitema

Hædrende omtaler

Udvidelse af Bramdrup Kirke

Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til udvidelsen af Bramdrup kirke for:

..en modig og omhyggelig tilføjelse til den levende kulturarv

Bygherre

: Bramdrup Menighedsråd

Rådgiver

: R arkitekter

Udvidelse af daginstitution i Alminde-Viuf

Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til udvidelsen af daginstitutionen Valhalla for:

..en velindpasset og tiltalende arkitektur i børnehøjde

Bygherre

: Kolding Kommune

Rådgivere

: Tegnestuen Mejeriet

Ny brandstation

Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til den nye brandstation på Kobbervej i Kolding for:

..et rationelt byggeri der balancerer høj funktionalitet med smukke detaljer

Bygherre

: Kolding Kommune i tæt samarbejde med TrekantBrand

Rådgivere

: Tegnestuen Mejeriet, Ginnerup Arkitekter, Rambøll

Om- og tilbygning til Kolding Realskole

Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til om- og tilbygningen til Kolding Realskole for:

..at udfordre og berige den rationelle bygningstypologi med nye arkitektoniske lag

Bygherre

: Kolding Realskole

Rådgivere som følger

:

Arkitekt: RasmusRasmus

Rådgivende ingeniør: Norconsult

Entreprenør: Egil Rasmussen

Renovering og transformation af Teglgårdsvej 2

Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til renoveringen på Teglgårdsvej 2 for:

Med både omhu og ildhu at bidrage til bevaring og udvikling af Koldings bygningsarv.

Bygherre

: JS bolig

Borgernes favorit: Pumpe-sluse og promenade Marina Syd

Borgernes favorit er igen i år afgjort ved en offentlig afstemning på Kolding Kommunes hjemmeside. Næsten 800 deltog i afstemningen og gav deres mening om kommunens arkitekturkvalitet til kende.

Der var tæt løb ved afstemningen, og stemmerne fordelte sig bredt mellem de 13 projekter, der deltog.

Afstemningens nr. 3 blev udvidelsen af Bramdrup Kirke med 11,9 % af stemmerne.

Nr. 2 blev ombygningen af Kolding Realskole med 15,2 %.

Og med 17,5 % løb den nye promenade og pumpe-slusen ved Marina Syd med prisen som borgernes favorit.

Årets bedømmelsesudvalg

Bedømmelsesudvalget består af syv medlemmer. To er udpeget af Byrådet. Det er Tobias Jørgensen, der er formand for Plan- og Teknikudvalget og Merete Due Paarup, der er formand for Kulturudvalget.

Desuden er udpeget to fagdommere. Det er arkitekterne Anja Rolvung og Louise Grassow.

Derudover deltager kommunaldirektør Merete Dissing Pedersen, vicedirektør for Byudvikling Julie Nilsson og stadsarkitekt Michael Pagaard Madsen.

Nøgleord
KommuneKulturPolitik
Event Information